Vil du eller er du i gang?
Intentionen og indstillingen er meget væsentlig
Som beskrevet i dette lille tekststykke, og forklaret nærmere nedenfor.
Af kærlighed til Gud, derfor, pas på i arbejdet kontemplation ikke at anstrenge dit hjerte i dit bryst for råt eller ureguleret, men arbejd med dygtighed hellere end brutal styrke. For jo mere dygtighed, jo mere ydmygt og spirituelt, og jo mere råt. jo mere fysisk og som et bæst. Så pas på, for ethvert bæstagtigt hjerte som antager at røre højdepunktet af kontemplation vil helt sikkert blive slået væk med sten. Sten er hårde og tørre af natur, og hvor de rammer er det meget smertefuldt, og det er sikkert at sådanne rå markeringer sidder fast i det kødelige af vores kropslige følelser, og er tørre og golde i mangel på viden om nåde, og de sårer den elendige sjæl smerteligt, og gør det gnaver med vrangforestillinger anvist af djæveler. Vær altså på vagt, overfor denne bæst-lignende råhed, og lær dig selv at elske med dygtighed, med et blidt og sammensat udtryk af krop og sjæl. Høfligt og ydmygt afvendt vores Herres vilje, og ræk ikke ud for hastigt som en grådig grayhound.
- Anonym, "Skyen uden viden" kap. 46
Invitationen er altså til at lære og elske med dygtighed, med et blidt og sammensat udtryk af krop og sjæl.
Andre ord man kan bruge er vågenhed og lethed.
HUSK blidheden er dobbelt, hvis du ikke selv mærker vågenheden, blidheden, blødheden og letheden (som er der når du er i sansning) dybt i kroppen, er du fysisk og anspændt.
Så må du stoppe og starte forfra.
Nogengange når man gennemlever fortidens smerter kan det være nødvendigt at starte forfra ofte. Men, det er bedre end at sidde for stift og for fysisk og undertrykke de smerter der måtte være, som man kan læse ovenfor , bringer det jo blot flere smerter. Og pointen er det modsatte.
Faktisk er målet at komme af med synd og lidelse, både og først ens egen, og dernæst hjælpe andre af med deres.
Husk på, det er Gud du hver gang du sætter dig for at meditere har valgt, at du 100% vil bruge din tid sammen med.
Start derfor med en dedikation, eller gør dig din intention helt klar.
Du vil helt sikkert opleve alt det der står mellem dig og Gud når du sætter dig.
Men Husk, tiden i hans kærlighed fjerner det hele med tiden, hvis du er vågen, nærværende og tålmodig.
Derfor er netop dedikationen så vigtig.
Husk på:
At sidde med uanstrengt lethed - kræver mange timers træning.
Hver gang du sætter dig vil du opleve alt det der står mellem dig og Gud. Det er smerteligt. Derfor er det også nemt at falde i den fælde beskrevet ovenfor at man med krampagtighed forsøger at forcere processen. Det bringer kun yderligere smerte.
Det kan hjælpe meget at ligge alle de smertelige ting frem foran et andet menneske. Den rensningsproces (skriftemål, trinarbejde el. lignende) bør man have været igennem inden man starter kontemplation.
Er du nået der til hvor du starter en kontemplativ meditationspraksis, og har måske fundet vejledning og støtte, så kan du være ret sikker på det er det Gud vil for dig. En stor gave.
For at åbne gaven kræver at forblive med åbenheden, glæden, roen og vågenheden hele tiden i meditationene.
Når der bliver smertefuldt, og det gør det for alle, fordi vi er mennesker, kan det være nemt at lulle sig lidt ind i en søvngænger tilstand, hvor man undertrykker sig selv. Eller som beskrevet ovenfor forcerer sig selv.
Det er meget, meget bedre at hvis du bliver i tvivl, så stop op og start forfra. Føl intentionen, vågenheden, nærværet. I svære perioder med meget fysisk uro kan det være nødvendigt at starte forfra rigtig mange gange. Men, det er meget bedre end at begynde og kæmpe en kamp, der blot fører til mere smerte.
Man kan vælge at kontemplere med et ord.
Det er et ord der virkelig skal give dyb mening - for en selv i forhold til nærværet med Gud.
Et ord, som virkelig er naturligt i sammenhængen, kan være godt til at støtte nærværet.
Et ord fra hjertet
Du kan vælge et ord og gentage det med hver udånding
Af denne grund bør vi bede i vores spirituelle højde og dybde, længde og bredde, og det ikke med mange ord, men med et lille ord af en stavelse.
Og hvilket skal dette lille ord være? Helt sikker et sådan ord som passer til bønnens indre natur. Og hvilket ord er det? Lad os først se på hvad bønnens egen natur er, og derefter kan vi mere klart vide hvilket ord der bedst klæder bønnens natur. Bøn i sig selv, for at være præcis, er intet andet end dedikeret intention rettet imod Gud for at opnå gode ting og fjerne onde. Altså, siden sagen er at alt det onde forstås som synd, enten som dets årsag eller som det er, lad os, når vi ønsker at bede inderligt for at fjerne det onde, sige, intendere eller tænke intet andet, og ikke flere ord, end det lille ord SYND. Og hvis vi ønsker at bede inderligt for at opnå gode ting, lad os udtrykke, i ord, tanke eller ønske, intet andet, og ikke flere ord, end ordet GUD. For Gud er alle gode ting, både deres årsag og deres væren.
Vær ikke overrasket over jeg adskiller disse ord fra alle andre, for hvis jeg kendte nogle kortere ord som indeholdt i dem alle gode ting og alle onde så fuldt som disse to ord gør, eller igen, hvis jeg havde lært af Gud at vælge nogen andre ord, ville jeg have valgt de andre, og opgivet disse, og derfor råder jeg dig til det samme. Vær ikke fast besluttet omkring ord. For på den måde vil du aldrig opnå dit mål eller opnå kontemplation, for det opnås aldrig ved beslutsomhed, men kun ved nåde, og derfor, selv om jeg skriver disse ord ned her, vælg ikke nogen ord for dine egne bønner andre end dem du er bevæget af Gud til at vælge. På den anden side, hvis Gud bevæger dig til at vælge disse, råder jeg dig ikke til at opgive dem. Jeg mener - hvis du vil bede i ord, ikke ellers - for det er meget korte ord.
Selv om kortfattethed i bøn virkelig anbefales her, betyder det ikke at hyppigheden af bøn skal nedsættes. For, som det blev sagt tidligere, bøn er skabt i ens spirituelle længde,og derfor bør den aldrig holde op, indtil det øjeblik, hvor alt er fuldt opnået som vi længes efter.
- Anonym, "skyen uden viden", kap 39
En af de store misforståelser omkring kontemplation beskrives således.
Fra "Skyen uden Viden", kap 52.
Vanvidet jeg referer til bliver til på følgende måde. De læser det og hører det blive sagt, at de bør opgive udadvendte aktiviteter med deres sanser, og arbejde indadvendt; og fordi de ikke ved hvad indadvendt arbejde er, arbejder de forkert. De vender deres kropslige sanser indad, ind i deres egen krop mod naturens orden, og vrider dem selv som ville det få dem til at se indad med deres kropslige øjne, høre indad med deres kropslige ører, på samme måde med alle deres sanser, lugte, smage og føle indad. Og på den måde vender de sig med ydersiden indad, mod naturens orden, og ved deres opfindsomhed piner de deres fantasi så overdrevet at deres hjerner drejer i deres hoved. Så øjeblikkeligt har djævelen magt til at foregive visse falske lys eller lyde, søde dufte i deres næse, vidunderlig smag i deres mund, og mange mærkeligheder og brændinger i deres kropslige bryst eller tarm, deres ryg eller lænd, og deres ædlere dele.
Alligevel i denne fantasi virker det for dem som om de er roligt tænkende på Gud uden nogen hindringer fra distraherende tanker. Og sikkert er det sandt på den måde, for de er så fyldt op af det falske at forstyrrelser ikke kan nå dem. Og hvorfor? Fordi den djævel som ville administrere forstyrrende tanker til dem, hvis de var på den rigtige sti, er lederen af denne øvelse - og du kan være sikker på han ikke ønsker at hindre ham selv! Han vil ikke blande sig i deres tanker om Gud af angst for han skulle rejse mistanke.
- Anonym
At bruge sanserne naturligt er centralt i kontemplation.
Det er sansningen der fører os til NUet, hvor vi falder til ro, kan tømmes og "skue" Gud. Vi kan kun sanse det her øjeblik, det her NU.
Derfor bruger Franz Jalics naturen på den første dag i hans retræter. Fordi det er den naturlige indstilling som når vi sanser i naturen vi skal have med os i kontemplationen. En balanceret sansning af det indre og ydre. Uden anstrengelse. Ren væren - Så vi kan tømmes og skue.
By VIBhouse