Min erfaring- Dagbog

4. November 2017

Gud er god

Skrevet på vej hjem i et tog

Er nødt til at skrive om min oplevelse i dag, mens jeg i hele min krop husker, Gud er god. Samtidig med jeg er træt efter en halvmarathon.

På vejen til Holstedbro hørte jeg på you-tube en munk fortælle om "the cloud of unknowing" - kan kun huske to ting han sagde. "En elsker ser kun kærlighed, ikke andet" og "glem mirakler og "bliss"", det er falsk og leder kun til stolthed.

Det sidste har jeg ikke hørt før, men har intuitiv fornemmelse af det er rigtigt.

Havde som altid når jeg løber halvmarathon denne dybere fornemmelse af oneness... så vidt at jeg pludselig kunne overkomme alle mulige fornærmelser, og folk der har råbt af mig, tankemæssigt, jeg kunne give slip, tilgive mere. For bare at se kærligheden bag. Den kærlighed som er. Som den elskende munken snakker om.

Endte hovedkuls efter at være kommet i mål, med at være i en tilfældig forbipasserende medløber fra Ringkøbings bil, og blive kørt til toget, som var flere kilometer fra løbet.

I toget uden tvivl om, hvad jeg vidste i forvejen, Guds meget minutiøse, nærvær, men også den dybe kærlighed, som slog mig temmelig meget ud. Netop fordi, som ham munken også sagde. Den gør mig pinligt selvbevidst om mine egne fejl, så vidt jeg kan helt indrømme, måske det er rigtigt, hvad folk siger. Mine massive forsvarskomplekser kan gøre mig mindre godt selvskab.

Så uden for tid og sted, badet i kærlighed, nær et sted.... på vej til Aarhus.

Men, hold nu op det kan være smertefuldt til tider, selvom det kun kommer lidt af gangen. Derfor har jeg skrevet nogle positive erfaringer ned.

Ingenting og ingen sted

Nøgenhed for Gud (uden stolthed, men med dyder)

Relation: På en måde skæv, men det giver mening at gøre det kontemplative arbejde. Også at give alle aktive æren, som de jo reelt set har.

Den ære jeg kan tage med mig i hjertet er æren for det kontemplative arbejde, for de byrder jeg kan fjerne fra andre.

Dog kan jeg aldrig direkte tage æren, ved at søge opmærksomhed . Deri ligger den perfekte velgørenhed, der er i dette arbejde.

Men også nøgenheden for Gud. Der er intet andet end at give sig helt hen, nøgent, gøre arbejdet. Der ligger problemet omkring det, at jeg ikke føler jeg kan finde min identitet i nøgenheden, fordi det er uvant. Alene det at gøre velgørenhed, ubetinger, er for mig uvant.

Samtidig undres jeg igen og igen over, søger at være i denne sky uden viden, uafbrudt - og har altid gjort det. Den er karakteriseret ved ingenting og ingen sted. Ikke relation - til andet end Gud betingelsesløst. - samtidig er det, det eneste der bringer mig til at være sød, rar og venlig i relationer. At være nær Gud.

Jeg har lært en stor ting denne påske, faktisk startede det i julen.

Jeg har lært hvad ære betyder. Ære betyder at tage det tunge slæb, at bære den tunge byrde. Uden at gøre noget stort nummer ud af det. Som Jesus led døden, og har æren i riget.

Som den arbejdende i kontemplation, uden at gøre opmærksom på sig selv. Uden at forlange noget - blot at gøre perfekt velgørenhed. Som Jesus, så ultimativt gjorde. Derfor kontemplation som for Jesus ære, i Jesus rige.

I tilslutning til det, hvor er det rige dog ubegribeligt stort og evigt. Helt uforståeligt, andet end i små glimt.

For dit er riget og magten og æren i evighed.

8. Oktober 2018

Lidt om Engle

For ikke så længe siden siden sang jeg "Makro" fra Depeche Mode "Playing the Angel" med min ven på på internettet. Depeche Mode har altid gået mig meget nær siden jeg var teenager. "playing the Angel" blev udgivet tæt på slutningen af mine "drukdage". Jeg måtte selvfølgelig have den og høre den. Det gjorde jeg også en del gange. Den gik mig så nær, men jeg var komplet fyldt op af kaos. Derfor måtte jeg rituelt kassere den sammen med en Zippo Lighter jeg havde fået i Texas, som var fra Vietnamkrigen med indskriften: 

"We are the unvilling, led by the unqualified, to do the impossible, for the ungrateful. 

Jeg kan huske jeg stod og kiggede ned på den engel af fjer der er på coveret, som den lå der i skraldespanden. Jeg forstod ikke hvorfor den talte sådan til mig.

Nu pludselig efter at have sunget "Makro" forstår jeg . Englens sårbare natur vej. Når englen guider er vejen sårbar for os mennesker, fordi vi må træde ud i det usikre. Men, tilgengæld kan vi der stole på englens styrke. 

Naturen er meget stærk. Englen er som naturens kraft der flytter perfektionen. Samme kraft vi kalder "Hellig-ånd". Den kraft er så stærk. Samtidig var jeg der. Det mest menneskelige jeg, i alt sin svaghed, sårbarhed og sensitivitet og med alle mine nederlag. 

Alligevel velsigner med denne stærke kraft.... det man i kontemplationen kalder nåde. Det har taget mig 12 år ædru og forstå. Min vej er lige så sårbar nu, fordi jeg vælger "Englens vejledning" eller søgen efter "Helligånden", hvilket er det samme - samme kraft, samme lys. Den vej vælger jeg.

Nuets vej, Lige nuets vej, hvor den eneste sikkerhed ligger i troen, og viden om lige dette gode NU. Troen - kærlighedens oprindelse, engle. Det giver på en måde en kontinuerlig skrøbelighed, men samtidig en helt utrolig rigdom.

Maribo, retræte, skt. Birgitta Kloster, Dec. 2018

Duer i træet

Kan tydelig se at ved kun at gøre det her halvt , bliver jeg ved med at være fastholdt i de forkerte mønstre. Ved det halve mener jeg lyset (nåden). Jeg vælger at blive hængende ved det der bliver mig foræret, og forlanger mere. Jeg går ikke selv videre og opdyrker Guds nærvær. Som er socialt samvær med andre og hengivenhed for Gud. Ikke engang mens jeg mediterer (selvom det altid har været hensigten og intentionen - kan bare ikke leve op til det). Det fastholder mig selv i nedsat kapacitet til at klare livet. Jeg gør det hele halvt, og på-beråber mig hyppigt offer-rollen bagefter. 

Det er lige gået op for mig hvordan den halve kapacitet = manglende overskud er meget let og genkende og gennemskue for andre. Og lige nu må jeg indrømme - ved ikke om jeg overhovedet har lyst til at lave det om. Det er nemlig nemt at påberåbe sig at være som en plante. Kræve lys og vand serveret, og så bidrage med at være der. Og så være meget fornærmet når andre ikke ser kvaliteten i det....

Det er som om fuglene er kommet tilbage i mit liv. Har set efter dem det sidste års tid, men de har ikke rigtig været der. De sidste uger er det ligesom om de er her igen.

Det går op for mig at det at sidde med foldede hænder har båret mig igennem mangt og meget hvad retræter angår. Så meget dårligdom. Og har aldrig rigtig brugt tid på at mærke efter. Fornemme netop det mirakel. Har aldrig rigtig givet det opmærksomhed - Ser lige nu, der sidder 7 duer i et træ uden for vinduet.....

Lykke er at være helt tilstede, glad og fyldt op på en skøn måde. Helt nærværende. Træt - men tilpas - tilstede lige her.

Kellerup, retræte, Oasehøjskolen, marts 2019

Dette øjeblik, er alt tilgivet

Håb, jeg har i mange år synes det var lidt håbløst. At håbe på ændringer. Kender mig selv godt nok til at vide, at jeg kan sætte mig nok så mange forsæt og træffe nok så mange beslutninger om at ændre på mine hårdkogte vaner. Og så igen og igen konstaterer jeg, at jeg fortsætter mine vaner, som havde jeg aldrig besluttet at ændre noget.

Men, denne retræte ændrede mit syn på det. Det gik klart op for mig at håbet, som springer af kærlighedens væld, hører helt og aldeles hjemme i nuet. 

Hvis jeg kunne blive i det nu, så ville jeg ikke blive overmandet af frygten og angsten, og så ville fortid og fremtid ikke kunne skræmme mig ud i min vanemæssige forsvarsadfærd.

Problemet er at den kærlighed, det levende vand der strømmer i det nu, er så overvældende og så anderledes end min kødelighed, at jeg virkelig mærker hvad det vil sige at være menneske, med alle de fejl og fortrædeligheder jeg har begået igennem tiden. Det tynger.... 

Kun når jeg sætter mig på min pude og giver min tid og mig selv helt hen til Gud kan jeg slippe alle disse fejl, ved hans nåde. Der kan jeg mærke hans ubetingede kærlighed, jeg bades og renses i levende vand. Måske renselsen sker gennem smerte, men den er sikker, den finder sted, lige så snart jeg kan indfinde mig i nuet. Det nu hvor Guds nærvær står mig så klart.

Når jeg igen rejser mig og går ud i verden, men dens matrerialisme, så rammes jeg atter af frygten, fortid og fremtid, og jeg driver væk fra nuet ind i mine vanemæssige forsvarsmekanismer.

Men igen og igen kan jeg sætte mig, og vide, at i nuet strømmer det levende vand. I nuet der er tilgivelsen og håbet levende.